Facilitering og undervisning

Jeg er mere faciliator end underviser, fordi jeg tror på og har erfaret, at facilitering af udviklingsprocesser virker, mens undervisning i traditionel forstand ikke nødvendigvis gør mennesker klogere. Facilitering sætter gang i refleksions – og tankeprocesser, mens undervisning har en tendens til at passivisere deltagerne. 

Ærlige og sande informationer fra både ledere og medarbejdere er en forudsætning for at få succes med de ændringer, som organisationer står overfor. Jeg skaber en atmosfære, hvor både bekymringer og positive og negative forventninger kan komme til udtryk med henblik på at skabe grobund for udvikling og resultater. 

Kvalificerede medarbejdere er afgørende for både kvalitet og tilfredshed i arbejdet. I samarbejde med ledere og medarbejdere, og med udgangspunkt i de aktuelle kompetencer, opstilles der mål og lægges en plan for udviklingen.  Selvindsigt er et væsentligt aspekt for at opnå både personlig og faglig udvikling.

Proces og resultat

Proces og resultater går hånd i hånd for mit vedkommende. Processen er vigtig for at kunne reflektere og udveksle holdninger, idéer og forbehold og for at nå det resultat, der stræbes efter. Jeg mener, at konkrete mål er væsentlige faktorer både i organisationer og individers liv, når der stræbes efter udvikling og arbejdstilfredshed.

Teori og praksis

Går hånd i hånd og kan ikke adskilles. Både teori og praksis tilfører efter min mening værdi , uanset om der er tale personlig udvikling, ændringsprocesser eller tankevirksomhed. Jeg bruger begge dele i mit arbejde og tilstræber en balance mhp at skabe størst mulig værdi for deltagerne og for virksomheden. 

Undren og nysgerrighed

Nysgerrighed og undren giver processer og resultater ekstra dimensioner og deltagere ekstra oplevelser og sætter som oftest ekstra gang i udviklingsprocesser.